Det var nu tid til turens længste køretur på 690 km. til landets hovedstad – Washington D.C. Det var en lang tur i bussen, men der blev heldigvis holdt regelmæssige pauser. På vejen derned kørte vi igennem et Amish samfund, hvor folk der har valgt at leve uden det moderne samfunds tekniske hjælpemidler havde slået sig ned. De har hverken TV, radio eller biler. Til transport bruger de hestevogne som i gamle dage. Vi stoppede ved deres butik, som dog desværre havde lukket, da det var søndag og Amish folket er m
eget kristent, så søndag er helliget til kirke og fridag. Men vi kunne se ind af vinduerne og se deres varer – som bestod af hjemmedyrkede grøntsager, frugter og andre madvarer, tøj de selv havde syet og andre nyttige hjemmelavede ting. Bagefter kørte vi igennem der hvor de havde deres huse og der sad de udenfor mange af dem. Jeg troede egentlig, at de ville være trætte af, at turisterne hele tiden kørte forbi og det er de måske også, men denne dag, var der i hvert fald overskud nok fra to piger i kjole og kyse til at smile og vinke til os da bussen kørte forbi. Det var en speciel oplevelse og lidt ligesom at køre en tur i fortiden.Sidst på dagen ankom vi endelig til Washington D.C. hvor vi blev indkvarteret på Washington Hilton – der hvor Præsident Reagan blev forsøgt dræbt i 1981, da en sindsforvirret mand skød ham. Aftenen blev brugt på at udforske området omkring hotellet og få noget aftensmad på én af de mange restauranter i området.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar